Medlem af:

Dansk Kennel Klub

Klubben for små selskabshunde

Har gennemgået Dansk Kennelklubs opdrætteruddannelse

Pelspleje

En bolognese kræver megen pelspleje. Har man ikke lyst til dette eller ser man dette som noget negativt, kan jeg ikke anbefale at man anskaffer sig racen.

Pelsplejen er på lige fod et behov racen har til sin ejer, som det at komme ud og få sine daglige lufteture, mad, vand og kærlighed.

Det er et MUST!

Dog er racen ikke så kompliceret at holde i udstillingspels som mange af de andre mindre pelsracer.

2-3 gange i ugen redes pelsen godt igennem, og holdes fri for filtre. Man kan med fordel anvende en spray eller en balsamopløsning for at gøre udredningen lettere. Eventuelle filtre skal løses og hele pelsen kartes/kammes igennem. Ca. hver 3. uge eller efter behov vaskes hunden i en shampoo til hvide hunde og der bruges en god balsam efterfølgende. Hunden tørres med føntørre og redes igen igennem.

OBS: Vask kun en gennemudredt og ufiltret pels. Ellers filtre pelsen endnu mere!!!

Poterhår og hår omkring øjne klippes og det samme for neglene, og ørerne plukkes fri for hår.

Dagligt bør man tjekke hundens tænder, skæg og øjne.

Pelsen må ikke klippes hvis hunden skal udstilles. Ønsker man at babyklippe sin bolognese, skal man være klar over, man fjerner hunden naturlige forsvar mod vind og vejr og en klippet hund, kan kræve overtøj i de kolde måneder, eller kan få det overvarmt om sommeren. Hvis man siden ønsker at udstille vil der igen gå måneder før hunden har tilstrækkelig pels til at kunne deltage.

En hvid hund forpligter. Snask og snavs ses tydeligt og usoignerede hunde kommer hurtigt til at se sørgelige ud. Der ud over bør man ikke give fiskeolie fra røde fisk (laks og rød tobis), og man bør undgå majs og gulerødder i hundens kost, som kan give pelsen et rødligt skær. Naturligt vil pelsen solbleges i sommermånederne, hvilket også kan give et rødligt skær på ryggen og hovedet.

Racens enkelt lags pels er meget fin i strukturen og derfor vil blade, kviste og især sne ofte hænge fast i pelsen. Her må ejeren af hunden hjælpe med at holde pelsen fri, så hunden kan nyde sin luftetur i naturen. I vinteren kan en regn og sneskydende heldragt være oplagt til længere ture.

Racen fælder minimalt, da den ikke har nogen underuld. Og en velsoineret bolognese fælder kun det hår man fanger med børsten. Af denne grund kan mange allergikere tåle hunden på trods af en hundeallergi.

I min kennel bruger jeg PetSilk samt Chris Christensen pelsplejeprodukter og kamme, hvilket jeg er yderst tilfreds med og kan anbefale.

Der er lige udgivet en ny bog om pelspleje af Coton de Tulear - den kan i stor udstrækning overføres til pelspleje af bolognesen.